Vedtægter - Dansk Forening for Arbejdsret

Vedtægter

NAVN OG HJEMSTED

§ 1

Foreningens navn er "Dansk Forening for Arbejdsret".

Foreningens hjemsted er København.
 

FORMÅL

§ 2

Foreningens formål er

  • at virke for fremme af kendskabet til og udviklingen af den individuelle og kollektive arbejdsret
  • at virke for forståelsen imellem jurister og andre med særlig tilknytning til eller interesse for
    arbejdsret i Danmark og i udlandet, og
  • at udgive publikationer af arbejdsretlig interesse.

MEDLEMMER

§ 3

Stk. 1:

Som personligt medlem kan optages enhver,

a) der har eksamen som cand.jur. eller cand.merc.jur. eller en tilsvarende udenlandsk eksamen

b) der er eller har været valgt som ordinær dommer eller suppleant i Arbejdsretten, Tjenestemandsretten eller Den Kommunale Tjenestemandsret

c) der er eller har været forligsmand eller mæglingsmand i Statens Forligsinstitution i Arbejdsstridigheder

d) der er eller har været udpeget som sø- eller handelskyndig fagdommer ved Sø- og Handelsretten i København, eller

e) der i øvrigt efter bestyrelsens skøn har kvalificeret sig inden for arbejdsretten.

Stk. 2:

"Som medlemmer i øvrigt kan endvidere optages offentlige eller private juridiske personer, der virker inden for det arbejdsretlige område. Disse medlemmer kan som personlige medlemmer udpege indtil 4 personer, eller indtil 10 personer, der opfylder betingelserne for personligt medlemskab, jfr. § 3, stk. 1, og som har fast tilknytning til den juridiske person.

Stk. 3:

Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent.

GENERALFORSAMLING

§ 4

Stk. 1:

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i november måned. Indkaldelse til generalforsamlingen sker på bestyrelsens foranledning ved skriftlig meddelelse - efter bestyrelsens bestemmelse ved anvendelse af e-mail - herom til medlemmerne med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden samt en kort redegørelse for de forslag, der skal behandles. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes til bestyrelsen inden den 15. september.

Stk. 2:

Dagsorden for generalforsamlingen skal omfatte:

1) Valg af dirigent

2) Forelæggelse af bestyrelsens beretning

3) Godkendelse af regnskab

4) Behandling af forslag

5) Fastsættelse af kontingent

6) Valg af medlemmer til bestyrelsen

7) Valg af revisor

8) Eventuelt

Stk. 3:

Generalforsamlingen ledes af dirigenten, der afgør alle spørgsmål vedrørende generalforsamlingens ledelse og afstemning.

Stk. 4:

Ved generalforsamlingen har alle personlige medlemmer, jfr. § 3, stk. 1 og stk. 2, stemmeret. Stemmer kan ikke afgives i henhold til fuldmagt.

Stk. 5:

Alle beslutninger tages ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet er fastsat i denne vedtægt. Ændring af foreningens vedtægt kræver, at mindst 2/3 af de på en generalforsamling mødte medlemmer stemmer herfor.

Stk. 6:

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens bestemmelse, og indkaldelse hertil skal finde sted, når mindst 25 medlemmer skriftligt - herunder ved e-mail - fremsender anmodning herom med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske inden 6 uger fra anmodningens modtagelse og med mindst 3 ugers skriftligt varsel herom til medlemmerne.

BESTYRELSE

§ 5

Stk. 1:

Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af 3 - 15 medlemmer, valgt af generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen. Nyvalgte bestyrelsesmedlemmer tiltræder og afgåede bestyrelsesmedlemmer fratræder umiddelbart efter generalforsamlingen.

Stk. 2:

Bestyrelsen vælger foreningens formand og en eller flere næstformænd på det første bestyrelsesmøde, som følger efter en ordinær generalforsamling.

Stk. 3:

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 4:

Bestyrelsen kan i fornødent omfang antage fremmed medhjælp.

Stk. 5:

Bestyrelsen kan træffe beslutning om foreningens tilknytning til internationale organisationer inden for Arbejdsretten.

Stk. 6:

Bestyrelsen har adgang til at indbyde gæster til foreningens møder.

§ 6

Foreningen tegnes af formanden eller af to medlemmer af bestyrelsen.

REGNSKAB OG REGNSKABSÅR

§ 7

Foreningens regnskabsår løber fra 1. oktober i kalenderåret til 30. september i kalenderåret.

Foreningens regnskab revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor".

OPLØSNING

§ 8

Foreningen opløses ved beslutning herom på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede medlemmer af foreningen stemmer herfor. Beslutningen skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens eventuelle formue til formål, som ligner de i § 2 anførte.

Opnås sådant flertal ikke, men der blandt de mødte er flertal for opløsning, indkaldes inden 2 måneder til ny generalforsamling, hvor opløsning kan besluttes af et flertal af de mødte medlemmer.

Anden information

Taler fra Arbejdsrettens 100 års jubilæum


Læs mere her

Kontingent 2015 Dansk Forening for Arbejdsret


Læs mere her

Præsentationer fra Foreningens arrangementer


Læs mere her